Ny sæson med DR Vokalensemblet

DR Vokalensemblets nye koncertsæson er en musikalsk rejse gennem både indre og ydre verdener.

DR Vokalensemblets nye sæson kommer vidt omkring – både musikalsk og menneskeligt.

Vi åbner sæsonen med ægte romantik i Bruckners religiøse kormusik, og drager ind i sindet og musikken med årets meditationskoncerter i Vor Frue Kirke.

Til Allehelgen rejser vi tilbage til renæssancetidens fuldendte harmoni og balance, og vi hylder musikkens skytshelgen Sankt Cæcilia i musik af både gamle og nye mestre.

Årets julekoncerter klinger fransk og engelsk, og turen går både ud på landet og ind til byen inden vi blænder op for februar måneds lyskoncerter fulde af sollys, måneskin og stjerneglans.

I foråret tager vi på pilgrimsrejse langs miraklernes sti og møder den sørgende Jomfru Maria, side om side med drømme om det frie og vilde sigøjnerliv.

Vi glæder os til at tage dig med på nye musikalske rejser ind i både velkendt og ny kormusik i den nye sæson.

God fornøjelse!